lørdag, april 20, 2024
Hunderacer

Old English Sheepdog

Oprindelse

Old English Sheepdog er oprindelig fra England, hvor den som hyrdehund tidligere er blevet brugt til at drive får og kvæg over lange distancer.  Den er beregnet til at arbejde selvstændig, og til at passe på flokken, og hører derfor til under betegnelsen vogtende hyrdehunde.

Det første kendte billede af en Old English Sheepdog er malet i England tilbage i 1771.

I 1888 kom den første officielle standard. I 1929 kom de første 2 OES’er til Danmark, og OES-klubben blev dannet i 1965.

Temperament

Old English Sheepdog er trofast, frejdig og pålidelig hund, der ikke har anlæg til nervøsitet eller aggressivitet.

Det er vigtigt at lære hvalpen gode manerer fra starten. Den skal fra starten have en bestemt og meget kærlig opdragelse – med tiden vil den alligevel have overtaget styringen – vel og mærket uden du opdager det. Den er som ung meget aktiv, men bliver allerede som ca 3 årig meget roligere.

Egenskaber

På grund af sine rødder som hyrdehund elsker en Old English Sheepdog at have hele familien omkring sig. Den er selvstændig af natur og derfor ikke helt så let at træne, som f.eks. en labrador. Men den vil meget gerne lære. En Old English Sheepdog er udholdende, tålmodig og arbejdsvillig og egner sig lige godt til agility, lydighed og dog-dancing.

Udseende og størrelse

En Old English Sheepdog skal virke kvadratisk, type og harmoni må under ingen omstændighed tilsidesættes pga. størrelse alene, som for tæver er 56 cm eller derover og for hanner 61 cm og derover.  Den skal være robust og muskuløs. Kroppen er dækket af rigelig lang og tæt pels af hård tekstur. Underulden er vandafvisende.

Farven på en voksen pels er grå eller grå/blå med eller uden hvide aftegninger. Øjenfarven er mørkebrune eller blå – wall eyes er tilladt (et blåt og et brunt øje). Lyse øjne er uønskede. Pigmenterede øjenrande foretrækkes.

Unikke egenskaber

Som hyrde elsker en Old English Sheepdog selskab. Det kan sagtens være alene nogle timer, men er så til gengæld meget krævende og besiddende når du kommer hjem.  En OES er let at tilfredsstille, hvis bare du bruger tid på den, er den lidt ligeglad med, om det er lange gåture, leg eller træning. Den elsker bare at være midtpunkt, og er absolut ikke en hund der egner sig til at være adskilt fra den øvrigt familie.

En Old English Sheepdog er god sammen med børn, katte og andre hunde, man skal bare huske at lære den spillereglerne på en positiv måde.

Pleje og pasning

Man skal ikke få sig en OES, hvis ikke man kan lide at bruge tid på pelspleje. Uanset om du vil udstille elle klippe din hund, ER der bare meget pels at pleje. Det er en dejlig beskæftigelse, og det giver unægtelig en enestående samhørighed, at børste sin hund. Det er en god idé at lære hvalpen at ligge på et højt leje, så ikke du ødelægger dig selv, når pelsstørrelsen tager til. Hvis ikke du kender racen, så spørg i OES klubben, om du må overvære en børste aften, så ikke du bliver overrumplet over hvad det kræver.

Artiklen er skrevet af Anette Englykke fra Kennel Grizzly Dream